Det skatteorienterede indkomstregister er det indkomstregister, der har den længste tidsserie i indkomststatistikken, hvorfor det er særligt interessant i et historisk perspektiv.  Ændringer over tid i skattelovgivningen samt i struktur og opgørelsesmetoder i de data, der ligger til grund for den skatteorienterede indkomststatistik, indebærer, at opgørelsen skal tolkes med en vis varsomhed.

 

Samlede tal for hele landet samt opgørelser for de enkelte skattekommuner findes for perioden 2007-2011 i afsnit 6.3 i nærværende publikation og for hele perioden 1988-2011 i Statistikbanken bank.stat.gl/INDS1.

 

Figur 4.1 Udviklingen i den skattepligtige indkomst og slutskat 1988-2011

 

Kilde: http://bank.stat.gl/INDS1

 

Både de samlede skattepligtige indkomster og de samlede slutskatter har været støt stigende siden midten af 1990’erne. De samlede skattepligtige indkomster i samfundet var i 2011 på lidt over 9 mia. kr., mens de samlede indkomstskatter (slutskat) androg godt 3 mia. kr.

 

Figur 4.2 Årlig vækstrate i samlet skattepligtig indkomst 1989-2011

 

Kilde: http://bank.stat.gl/INDS1

 

Væksten i de skattepligtige indkomster var i 2011 på 4,0 pct., og af figur 4.2 ses at dette er et relativt højt niveau sammenlignet med de foregående ti år. I forhold til den personorienterede indkomststatistik, hvor væksten var på 2,7 pct., viser den skatteorienterede indkomststatistik således en betydelig højere vækst. Denne forskel kan skyldes en stigning i de skattepligtige indkomster optjent af personer, der ikke er permanent bosiddende i landet. Disse indgår ikke i den personorienterede statistik, men kun i den skatteorienterede.

 

Figur 4.3 Skattepligtig indkomst og slutskat fordelt på skattekommune 2011

 

Kilde: http://bank.stat.gl/INDS1

 

Af figur 4.3 fremgår det, at såvel den samlede skattepligtige indkomst som de samlede slutskatter var markant højere i Sermersooq end i nogen anden kommune. I 2011 udgjorde de skattepligtige indkomster i Sermersooq 46,8 pct. af de samlede skattepligtige indkomster i landet, mens slutskatterne i kommunen tilsvarende udgjorde 48,1 pct.